Anders Riis-Hansen
Anders Riis-Hansen har arbejdet som både vært, tv-tilrettelægger, dokumentarinstruktør, producer, producent og redaktør. Han begyndte sin karriere i 1980'erne, hvor han var vært på en række programmer i DR's B&U-afdeling. Senere valgte han dokumentarvejen og har blandt andet stået bag populære dokumentarserier, -programmer og prisvindere som Høje Historier, Drengene fra Vollsmose, Fødegangen og senest biograffilmen Blekingegadebanden, som han modtog en Bodil for i 2010.
I 1995 grundlagde han Koncern Film- og TV produktion sammen med Thomas Heurlin og Jens-Ulrik Pedersen. Fra 2004 til 2007 og igen fra 2009 til 2011 var Anders dokumentarredaktør i DR's chefredaktion, men er nu vendt tilbage til selv at skabe dokumentarprogrammer i hans eget firma Hansen & Pedersen Film og Fjernsyn.