• Dansk
  • English

Niels Jensens noter til filmhistoriske nedslag 4

Tyske film fra 1920’erne

Tyskland i mellemkrigstiden er et luftigt kalejdoskop af (bristede) forhåbninger og taktfast støvletramp på fremmarch. Skrøbeligt demokratisk eksperiment, eksperimenterende frisind og ekstravagant livsudfoldelse samt ekspressivt kunstnerisk udtryk står over for den dybeste forarmelse med den uhyggeligste dæmoni i en bruntåget horisont. Niels Jensens beskrivelse af den turbulente og facetterede tid er et af bogens hovedafsnit, der danner klangbund for periodens banebrydende filmværker. Flere af disse er unikke filmhistoriske sværvægtere, der på den ene side spejler tiden, men så sandelig også hæver sig over den og bliver udsagn til alle tider. Ekspressionisme og Neue Sachlichkeit styrer kontrastrigt billedsproget, mens indholdssidens varierede sortsyn styres af mestrene Robert Wiene, Fritz Lang, F.W. Murnau, G.W. Pabst, Josef von Sternberg, Leontine Sagan, Phil Jutzi og Walter Ruttmann. Sidstnævntes hyldest til den moderne storbys pulserende liv er for Niels Jensen et frisk pust i tidens tyske filmkunst. Han holder så meget af Berlin, die Sinfonie der Grossstadt (1927). Med den indsigt, der naturligt kommer af glødende interesse og deraf følgende studier sammenholdt med talrige visninger og formidling af periodens film til højskole- og filmskoleelever, gennemgår Niels Jensen i denne bog grundigt følgende hovedværker: Dr. Caligaris kabinet (1919), Dr. Mabuse, Der Spieler (1922), Die Nibelungen (1924), Hotel Atlantic (1924), Metropolis (1927), Berlin, die Sinfonie der Grossstadt (1927), Die Büchse der Pandora (1929), Tagenbuch einer Verlorenen (1929), Mutter Krauses himmelfart (1929), Den blå engel (1930), Piger i uniform (1931), M (1931) og Dr. Mabuses testamente (1933).