• Dansk
  • English

Niels Jensens noter til filmhistoriske nedslag 2

Filmens sprog og filmens stil

Det var amerikaneren David Wark Griffith, der grundlagde filmens grammatik. Hvor de tidlige filmpionerer udviklede apparaturer, eksperimenterede med mekanik og koncentrerede sig om tekniske landvindinger, arbejdede Griffith med at skabe et egentlig filmisk sprog. Og her står han i gæld til romankunsten og især den victorianske romanforfatter Charles Dickens, hvis bøger da også har dannet grundlag for filmatiseringer. Dickens ’bragte fabrikker, maskiner og jernbaner til litteraturen’, og Griffith ’introducerede industrialismens miljøer på film’. Griffiths faste kameramand Billy Bitzer havde et ideal for lyssætning: Den nederlandske maler Jan Vermeer van Delft. ’Der har vi en fyr, som forstod at bruge daglyset’! Kapitlet starter med Urban Gads Afgrunden (1910) og beskæftiger sig med Asta Nielsens betydning for filmskuespillet, hvilket også fører til tanker om Delsarte-metodens overvejelser om sammenhængen mellem skuespillerens indre og ydre arbejde. Asta Nielsen er simpelthen den første filmstjerne. Derefter følger der analyser af tre skelsættende Griffith-film: Broken Blossoms (1919), Vejen mod lyset (1920) og En nations fødsel (1915). Den amerikanske instruktør Sidney Lumet mener, ar ordet ’style’ er det mest misbrugte ord efter ’love’! Og så er der lagt om til en diskurs om stil, et emne, der let smutter mellem fingrene. Stilen kan for eksempel have noget at gøre med forskellige tilgange til stoffet. I John Fords Vredens druer (1940) refererer filmfotografen Gregg Toland til både til samtidsfotografer, når det gælder grå skrålys og til 1600-tals maleren Georges de La Tour, når der skal skabes kontraster og skygger. Og stilen i Orson Welles Den store mand (1940) kan føres tilbage til de to urtilgange til filmfortællingen: Brødrene Lumières realistiske og George Méliès’ fantastiske. Dernæst er der artikler om Victor Flemings blockbuster over alle, Borte med blæsten (1939), hvor stilen er værket, og om melodramaet mange forskellige udlægninger. Hvorefter Niels Jensens store kærlighed til Charles Dickens’ romaner udmønter sig i gennemgange af de litterære hovedværker Oliver Twist (1837-38), David Copperfield (1849-50), Bleak House (1852-53) og Store forventninger (1860-61). Hvilket naturligt fører til gennemgange af den engelske instruktør David Leans filmiske fortolkninger af Store forventninger (1946) og Oliver Twist (1948) og disse films stil. Kapitlet slutter med en grundig historisk gennemgang af Den amerikanske borgerkrig (1861-65).