• Dansk
  • English

Niels Jensens noter til filmhistoriske nedslag 1

Filmens begyndelse

Niels Jensen ser filmkunsten i et langt perspektiv. Film er det 20. århundredes kunstart, men har rødder tilbage i det kinesiske skyggeteater. Og i tiden før brødrene Lumières banebrydende filmforestilling den 25. december 1895 og George Méliès’ legende tryllerier arbejdede flere pionerer med lys, illusionen om bevægelse og skabelsen af levende billeder. Og malerkunsten nævnes sammen med den franske filmpionertids store politiske skandale: Dreyfusaffæren. For Niels Jensen hænger alt sammen og åbner for kunstsyn og forståelse af tidsånd. Filmkunsten kan fra starten med brødrene Lumière og George Méliès opdeles i en realistisk og fantastisk tradition. Og dette fører hurtigt filmarkæologien frem til beskrivelser af fire realistiske mesterværker: Robert Flahertys Nanook, kuldens søn (1922), Ken Loachs Kes (1969), Robert Bressons Blodpenge (1983) og Carl Th. Dreyers Vredens dag (1943). Og til fire fantastiske mesterværker: Willian Keighleys og Michael Curtiz’ Robin Hood (1938), Jean Cocteaus Skønheden og udyret (1945), Luis Buñuels Morderenglen (1962) og Gene Kellys og Stanley Donens Syng i sol og regn (1952). I alle artikler er der smittende filmglæde og udsyn, filosofisk filigran og kunsthistorisk gods parret med beskrivelse af filmgenrer. Desuden indeholder kapitlet faktabokse og illustrationer.