Nordisk Film Fondens signaturprojekt - ISBJØRNENS FORFATTER CAMP

professionelle manuskriptforfattere og skrivende instruktører

Er du professionel manuskriptforfatter eller skrivende instruktør med realiserede film eller tv-manuskripter bag dig? Og ønsker du at udvikle og opgradere dine færdigheder igennem et fællesskab med 15 kolleger.

Nordisk Film Fonden ønsker at tilføre Filmbranchen en vitaminindsprøjtning på området for filmfortælling og har derfor afsat penge til et pilotprojekt: ISBJØRNENS FORFATTER CAMP.

I samarbejde med Den Danske Filmskoles efteruddannelse ønsker vi at skabe nogle rammer for professionelle manuskriptforfattere og skrivende instruktører, der kan inspirere og pege på en række anderledes metoder til arbejdet med manuskriptet.

ISBJØRNENS FORFATTER CAMP sætter vi fokus på den personlige FAGLIGE udvikling: Deltagerne inspireres til at sprænge deres egne rammer som forfattere. Forløbet sigter mod at efterlade alle med nye idéer, nye metoder og måske en ny samarbejdspartner.
Vi vil præsentere nye skriveøvelser og invitere en række personer, der med hver deres faglige baggrund, kan bidrage til workshoppen igennem erfaring, refleksion og diskussion.
Vi forventer at deltagerne deltager aktivt i skriveøvelser, foredrag, samtaler og erfaringsudveksling i en grad der løfter os udover en traditionel undervisningsform og i stedet bruger workshoppen som et laboratorie for styrkelse af egne kompetencer. Vi inviterer til at deltagerne fokuserer på det personlige stof og modet til at bruge det, og vi vil udfordre deltagerne til at turde gå andre veje.

Da øvelserne er tænkt som overbygning på de traditionelle nordiske manuskriptuddannelser, er det en forudsætning at deltagerne har et indgående kendskab til og kan arbejde med den klassiske dramaturgi.

Projektets faste indsparkere, rådgivere, moderatorer er:

Instruktør og manuskriptforfatter Lone Scherfig.
Lone Scherfig er uddannet fra Den Danske Filmskoles instruktørlinje i 1984 og har instrueret film som bl.a. Italiensk for begyndere, Wilbur begår selvmord, An Education, One Day og senest The Riot Club.

Manuskriptforfatter og filmkonsulent på DFI, Kim Leona.
Kim Leona er uddannet fra Den Danske Filmskoles manuskriptlinje i 1997 og har bl.a. skrevet manuskript til Per Flys triologi Bænken, Arven og Drabet.

Forfatter og forlagsredaktør Simon Pasternak.
Simon Pasternak er cand.mag i litteraturvidenskab og redaktør ved forlaget Gyldendal. Sammen med forfatteren Christian Dorph har han skrevet 3. bind i en krimiserie i tre bind: Om et øjeblik i himlen, Afgrundens Rand og Jeg er ikke her.
Simon Pasternak har sammen med Christoffer Boe skrevet manuskriptet til filmen Spies & Glistrup.

Overskrifterne for den første workshop er: Karakter, Rum, Genre.
Dagene og aftenerne vil som regel deles op med skriveøvelser, foredrag, diskussioner med inviterede gæster fra ind- og udland. Disse gæster vil komme fra branchen såvel som andre faggrene for at skabe inspiration og mulighed for at angribe manuskriptet fra nye vinkler.
Workshop 2 udvikles på baggrund af resultaterne fra workshop 1.

Mellem de 2 workshops tilbyder vi en frivillig mentor/coachordning med 2-3 individuelle møder med en erfaren manuskriptkonsulent, forfatter, instruktør eller andre. Disse møder har en personlig karakter, dvs. er problemløsende og talentudviklende og ikke projektorienterede. Derudover kan man, hvis man vil, tilvælge en erfarings-gruppe med andre deltagere.

Der vil ligeledes være en lille række bøger – relevante for forløbet - som vi vil uddele i forbindelse med de to workshops.

Pilotprojektet afvikles over 2 internater.

Den første workshop afholdes fra 11. januar kl. ca. 16.00 – 15. januar 2015 kl. ca. 11.00. Den anden afholdes fra 22. februar ca. kl. 16.00 – 25. februar 2015 ca. kl. 15.00
Internatet foregår i idylliske omgivelser på Lisegården i Liseleje. (ca. 65 km. fra København)
Vi ønsker at udnytte den fulde værdi af internatets muligheder. Det vil derfor ikke være muligt for deltagerne at tage hjem om aftenen.

Deltagerprisen er DKR. 1.200, som dækker undervisning, materialer, overnatning og forplejning.

Når du ansøger vil vi bede dig fremsende:
Et cv
1-2 scener du har skrevet fornylig
½ sides overvejelser om dit største problem og din største force i forhold til dit arbejde.
En kort angivelse af hvilken genre du foretrækker eller ofte skriver i.

Det er vigtig at påpege, at man ikke skal søge ind med henblik på en konkret film eller tv-serie. Denne workshop er ikke projektorienteret. Intentionen er tværtimod at du slipper det projekt du arbejder med og tænker i nye, friere baner.

Deadline for ansøgning: 2. december 2014

Du kan rekvirere ansøgningsskema hos Den Danske Filmskoles Efteruddannelse på chy@filmskolen.dk
Har du spørgsmål til ISBJØRNENS FORFATTER CAMP kan du skrive en mail til Tina Wagner Sørensen tso@filmskolen.dk


Svar på ansøgningen kan forventes i uge 51.

Optagelsesudvalget vil bestå af: Lone Scherfig, Kim Leona, Simon Pastarnak, Vinca Wiedemann og Tina Wagner Sørensen.

Courses